Orehoved Motorfabrik v / Rasmus Sigvard

I 1904 begyndte den nuværende indehaver Rasmus Sigvardt sin løbebane som Cykel og klejnsmed i Orehoved. Rasmus Sigvardt er født den 26 Februar 1886.

Det var små forhold , der arbejdes under, hele virksomheden den gang bestod af et lille værkstedslokale på 5 x 6 Alen. Senere, omkring 1906, udvidedes det til 8 x 14 Alen. På samme tidspunkt begyndte Motorcykler ar finde anvendelse i Danmark, og Sigvardt, som i alle retninger er en foregangsmand, var derfor en af de første til at anskaffe værktøj for reparation af disse.

Det viste sig derfor snart at lokalerne blev for små, hvorfor Sigvardt i året 1909 lod opføre en ejendom, hvori der indrettedes værksted for reparation af Automobiler, Motorcykler og Bådmotorer.
På dette tidspunkt arbejdede der fire mand i virksomheden.

I året 1915 omlagdes virksomheden til Fabriksdrift. idet fabrikation af Bådmotorer optoges – totakt glødehoved- og totakt benzinmotorer.

I 1920 påbegyndtes yderligere fabrikation af Motorspil, et fabrikat, som Rasmus Sigvardt har høstet meget anerkendelse for, og ikke så få Motorspil er gennem årene solgt ud over landets grænser, deriblandt en stor del til Tyskland og Holland.
Fabrikken blev år efter år forsynet med de mest moderne maskiner, og altid har Sigvardt forstået at benytte alle tænkelige tekniske hjælpemidler.

I 1926 påbegyndtes fabrikationen af alle arter Sprøjter til have og markbrug, og samme år fabrikeredes den første danske Motorsprøjte.
Virksomheden beskæftiger nu til stadighed fjorten arbejdere.

Tekstkilde: Dansk Handel og Industri, Odense 1935.( MCMXXXV.)

Virksomheden blev 1970 overtaget af Hardi International og er nu, som kommunens største arbejdsplads, flyttet til Nørre Alslevs industrikvarter.

Rasmus Sigvardt fortæller selv. (Uddrag).

I 1914 begyndte jeg konstruktionen af en 3½ hk glødehoved 2-takts motor, idet jeg mente, der var gode salgsmuligheder for en sådan motor til fiskerne. I 1915 blev den installeret i en herværende fiskerbåd og bestod sin prøve.

I mellemtiden var den første verdenskrig desværre brudt ud, og da vi i første omgang ikke var berørt af den, blev der gode priser på alting; især fik fiskerne en stor pris for deres fisk og tjente således mange penge, hvorefter salget af min nye motor gik let. Materialerne steg selvfølgelig også og blev desuden meget vanskelige at skaffe – især metal, som gik op i meget høje priser.
Jeg havde jo stadigvæk cykelforretningen ved siden af og reparerede også de lokale biler; det var jo kun få biler, det drejede sig om den gang.
I september 1917 blev familien igen forøget med en søn (Helge).

Da krigen sluttede i 1918, faldt priserne katastrofalt – også på de materialer som jeg brugte,  og da jeg, på grund af den opgang der havde været i salget af motorer, lå med ret mange materialer, fik jeg et alvorligt økonomisk smæk, men jeg klarede dog skærene, og i 1919 fremstillede jeg en 3-5 hk 2takts benzinmotor, væsentligt beregnet til lystbåde.
Det viste sig, at jeg senere skulle få rig anvendelse for denne motortype til stationært brug, nemlig til motorsprøjterne, som jeg senere optog fabrikationen af, men som følge af priskrigen var afsætningen af disse motorer på dette tidspunkt ikke ret stor.

Jeg fandt imidlertid igen på noget nyt.

Småskibene, som sejlede i fragtfart i de danske farvande, havde hid indtil måttet hive lasten op ved håndkraft. Kunne man nu fremstille et billigt lossespil til motorkraft, var der gode muligheder for at sælge dette.
Jeg konstruerede et sådant lossespil, og anvendte den 2takts glødehovedmotor, jeg havde fremstillet som bådemotor, til dette formål, idet den blev ændret til stationær motor med 2 svinghjul. Salget af disse lossespil blev en succes, og det gik atter stærkt fremad efter forholdene.
Jeg fik nu gennem et industrilån mulighed for at købe en stor drejebænk (Nielsen & Winther) og en forholdsvis god boremaskine, og jeg leverede lossespil såvel til danske som tyske og hollandske skibe.

Børnene voksede til, og de ældste blev sat til at hjælpe, hvor de kunne.
I 1920 kom den sidste familieforøgelse. Vi fik igen tvillinger i februar måned: 2 drenge (Knud og Viggo).

Den tid, der var forløbet, var en streng tid rent arbejdsmæssigt set, både for min kone og mig. Vi havde både lærlingene og svendene på kost. Jeg måtte selv rejse ud og installere motorerne og lossespillene, og min kone måtte så klare det der hjemme.
Det havde hele tiden knebet med værkstedsplads, og det var nødvendigt for mig at foretage en udvidelse. Jeg gik i gang med at bygge yderligere et værksted til smedien. Smedien var forsynet med et halvtag; dette blev revet af og sammen med den nye tilbygning forsynet med et fladt betontag, og det var vel nok på det tidspunkt lidt af en sensation at bygge på den måde. Halvtaget fra smedien blev brugt bagude til en ny smedie, og der, hvor jeg før havde haft den gamle smedie, fik jeg nu maskinværksted.

I 1923 var markedet delvist blevet mættet med lossespil, og jeg måtte nu til at tænke på eventuelt at optage en anden fabrikation – det blev dykkerpumper, men jeg havde dog stadigvæk cyklerne ved siden af.
Det kneb dog stadig med pladsen, og min lyst til at bygge gjorde, at jeg i den forholdsvis stille tid, der var fra 1923 til 1926, selv begyndte at udvide værkstedet, og ved hjælp af de folk, jeg havde, og mine drenge fik jeg efterhånden bygget en stor tilbygning, som jeg fik færdig i 1926.

På dette tidspunkt begyndte der at blive røre om frugttræspleje. Allerede i 1914 havde jeg fremstillet en pumpe til gartner Jørgensen, som boede ved siden af mig. Han var så tidligt som i 1904 begyndt at sprøjte sine frugttræer med en rygsprøjte, men det slog efterhånden ikke til.
Jørgensens Gråsten-træer, der blev plantet i 1872, var i årenes løb blevet så store, at det var nødvendigt for ham at få en pumpe, som kunne yde et højere tryk. Denne pumpe havde jeg, som før nævnt, fremstillet til ham, og i 1926 begyndte jeg for alvor at fremstille sprøjter for håndkraft til frugthaver og frugtplantager.
Plantageejer Otto Nielsen, Guldborghave, og E. V. Hardy Hansen rejste på det tidspunkt rundt i Danmark og holdt foredrag om frugttræernes pleje, men indtil der kom rigtig gang i sprøjterne, kneb det dog noget med beskæftigelsen på fabrikken. Det var jo nødvendigt at
gøre et arbejde for at få sprøjterne kendt og indført og få forbrugerne til at købe dem. For at få beskæftigelse til mit lille, men gode produktionsapparat, måtte jeg igen tage en ny fabrikation op.
Radioen var begyndt at vise sig, og udsendelserne var efterhånden så gode, at folk begyndte at interessere sig for køb af radiomodtagere.
Jeg fremstillede bl. a. afbrydere til det gamle, kendte firma Rudolf Rudholt, og desuden købte jeg byggesæt hjem til færdige radioer og samlede dem. Selve radiokasserne fremstillede jeg også, idet jeg kunne anvende en fræsemaskine og boremaskine samt en hjemmelavet høvl til
dette formål. For yderligere at følge med blev Hans, der nu var i lære og gik i sit 17. år, sendt på kursus på Teknologisk Institut hos ingeniør Nordfalk. I de efterfølgende 3-4 år blev der fremstillet ca. 300 færdige radioapparater til beboerne på Nordfalster.

Jeg glemte selvfølgelig ikke alt det andet, jeg fremstillede, og solgte da af og til en motor, et lossespil og en sprøjte, og det var for så vidt heldigt for mig, for efterhånden dukkede store radiofabrikker op, og så kunne jeg ikke være med i konkurrencen længere, og derpå sluttede
jeg hele det kapitel, der hed fremstilling af radioapparater.