Fra lagerhal til udstillingshal

Det har længe været et stort ønske at øge udstillingsarealet. Der var ikke langt fra tanke til handling. Lagerhallen i forlængelse af den store udstillingshal skal ændres til udstilling. Denne beslutning medfører selvfølgelig en masse arbejde.

Hallen skulle ryddes. Motorer, traktorer, dampmaskiner skulle ud og placeres andre steder. Traktorerne står nu på række ved skellet til nabogrunden. De store motorer og dampmaskiner er placeret udendørs under presenninger. Alt, der kunne placeres på paller, er kørt på fjernlager.

Næste opgave var at grave ud inde i hallen, så der kunne støbes gulv. Færdigblandet beton blev indkøbt. Efter et par ugers hærdning blev gulvet slebet og støvsuget. Resultatet blev et rigtig flot gulv, som senere skal males.

Hallens sider er nu blevet isoleret og beklædt med OSB plader. Udover at det ser flot ud, har det givet en meget forbedret akustik i hallen og luner også lidt i den kolde sæson.

Der er planlagt et fælles udstødningssystem til de udstillede motorer på hallens nordside.