Klapsejler part 3

Henrik har opmålt det eksisterende tårn og lavet en tegning, så vi kan fremstille et nyt tårn. Her vises et par mindre områder af tegningen. Tegningen er ca. 2 m. lang og  1 m. bred.
Tårnet bliver 18m højt og hvert ben består af 3 længder vinkeljern a’ 6m, som boltes sammen med M16 mm bolte og laskeplader.

Først skal der opmærkes og bores nogle huller. Vinkeljernet placeres på de 2 bukke med påsvejste konsoller, der holder vinkeljernet på plads. Den ene længde opmærkes og hullerne kan nu vinkles over på den anden længde og hullerne bores.
Tårnet består af 3 sektioner. Hver sektion består af 4 vinkeljern. Hullernes placering i de tre sektioner er forskellige. Derfor må der opmærkes 3 forskellige skabeloner.

Vinkeljern og fladjern til tårnet er grundmalet og hullerne er boret. En side af tårnet ses her samlet på værkstedet.

Tårnet er 18 m. langt. Nederste sektion er ude i regnen. Pladsen i værkstedet er fuldt udnyttet.

Vi beslutter at demontere delene til nederste sektion. Det lykkedes at få øverste- og midterste sektion ind i værkstedet, så porten kunne lukkes og vi kunne arbejde i tørvejr.

Boltene spændes på øverste sektion. Sektionen hviler på 2 lodrette vinkeljern, der sammen med de 2 vandrette vinkeljern udgør  understøtninger til en såkaldt rundgang. Det er en platform, der er monteret lige over samlingen mellem øverste- og midterste sektion. Når vindmotoren skulle smøres, kunne man kravle op indvendig i tårnet. Fra rundgangen og helt op i toppen, var der monteret en udvendig lejder.  I den øverste sektion, var der ikke plads indvendig på grund af drivakslen.

De 2 øverste sektioner er nu samlet og boltene er spændt. Vi er selv tilfredse med indsatsen på denne lørdag. Det er fyraften. Det omhyggelige og præcise arbejde med opmærkning og boring af hullerne gav bonus. Samling af kryds og afstivning af de 2 sektioner forløb uden problemer. Hullerne passede.
Inden vi kan samle den nederste sektion, skal tårnet flyttes ud. Der er ikke plads indenfor. Vi håber selvfølgelig på tørvejr.