MODEL F ÅRGANG 1923
Billedet er så vidt det vides det eneste af traktoren.
Traktoren har stået i vores lager en del år. Gemt lidt væk, men bestemt ikke glemt. Da lagerhallen i dag er omdannet til en stor lys udstillingshal, som bl.a. skal bruges til marinemotorer, måtte traktorerne ud i det fri. Samtidig var der jo lagt op til afvikling af Ford traktor´s 100 års jubilæum i Års. Henrik fik så ideen til at deltage med 2 Fordson traktorer. Den ene, en Fordson årgang 1951, som var køreklar. Den anden, model 1923, skulle lige ses lidt efter. Kun lige forbi værkstedet. Inden dagen var omme, blev det besluttet at den skulle total renoveres. Defekte dele udskiftes, sandblæses og males.
Det viste sig at blive et omfangsrigt projekt. Specielt tidsplanen taget i betragtning. Der var ca. 7 uger til Jubilæet.
Her er traktoren kørt til værkstedet. Traktoren skulle skilles ad ned til mindste detalje.
Forhjul og styretøj er afmonteret og der venter et større arbejde med at renovere styretøjet. Projektet udviklede sig hurtigt til et fælles projekt for Bodil og Henrik. Selv om rengøring og afvaskning af delene kan være et lidt trælst job, ser det ud til at Bodil hygger sig.
Delene måtte selvfølgelig en tur forbi vaskepladsen. Her tog Henrik så over på en af sommerens mange regnvejrsdage.
Efter grundig afvaskning blev traktorens større dele samlet uden de indre dele. Derved blev en masse afdækning sparet inden sandblæsning og efterfølgende grundmaling.
Som det ses på billederne var der ingen rust indvendig. Vel smurt selv efter adskillige års stilstand.
Grundmalingen er tør og tilbage værkstedet. Hvor der er fremstillet et speciel til stativ til traktoren. Stativet giver god, stabil og sikker arbejdshøjde.
Med tekst og billeder vil vi i de kommende uger beskrive renovering og fremstilling af nye dele til f.eks. motoren, styretøj, gearkasse.
Fortøjet og Tændspolekasse med ledninger.
Som det ses på billedet er der tydelige spor efter gasbrænderen. Der skulle lidt varme til for at skille fortøjet ad. Det blev også fastslået at nye dele skulle skaffes for at sikre en stabil funktion. Styrekugler, bolte og div. bøsninger skulle udskiftes.
Anlægsflader og pashuller for bøsninger blev bearbejdet på fræseren.
Forreste dæksel på motorblokken er også ophæng for fortøjet. Desuden støtter dækslet håndsvinget. Hullet til håndsvinget var så slidt, at det var nødvendigt at bore hullet op og sætte en bøsning i.
Tændspolekassens og ledningernes tilstand bar tydeligt præg af deres alder. Nemlig ca. 94 år. Stålkassen skulle sandblæses og males. Kassens bagside og en plade i bunden af kassen var fremstillet i træ.
Træet var råddent og skulle erstattes af nyt. Skruerne og kontakt punkterne af kobber kunne reddes og genanvendes. Samtlige ledninger blev udskiftet. De nye ledninger skulle jo ligne de gamle oprindelige ledninger.
Motor og svinghjul med magneter.
Målet er at få en velfungerende motor. Ventilsæderne i motorblokken var for slidte. Eneste løsning var at fræse sæderne større. 4 mm på diameteren. Det medførte at nye ventiler skulle fremstilles med 4mm større diameter end de oprindelige.
Ventilerne afdrejes på længde, når ventilsæderne i blokken er fræset. Sidste operation er at slibe ventil og ventilsæder sammen.
Ventilstyrerne måtte også udskiftes. 6 nye ventilstyr blev fremstillet og er her monteret i blokken. Nye hoved- og plejlstangslejer blev støbt og bearbejdet.
Krumtappen er i fin stand. Det krævede kun en grundig rengøring og den var klar til montering. Stempler og plejlstænger blev monteret. Knastaksel og de to takthjul blev udskiftet. Alt er nu klar til justering af takthjul.
Billedet viser svinghjul set fra siden. På svinghjulet er der monteret u-formet permanente magneter. På konsollen mellem motorblokken og svinghjulet er der monteret spoler. Når svinghjulet roterer genereres der strøm. Oversat fra den engelske manual kaldet en svinghjulsgenerator.
For at sikre afstanden mellem magneter og spoler blev pladerne på magneterne afdrejet. Ved justering af afstanden skal der tages højde for endeslør på krumtappen. Berøring mellem plader og kernerne på spolerne giver uregelmæssig motorgang. For stor afstand kan resultere i, at motoren bliver svær at starte, måske umulig at starte med håndsving.
Svinghjul og konsol med spoler er monteret. Hvis ikke åbningen mellem magneter og spoler er i orden, er det et større arbejde at rette, når traktoren er samlet. Bundkaret kan nu monteres med ny pakning. Bodil har sørget for nye pakninger. Der er klippet og skåret i adskillige timer.
Gearkasse, differentiale, kobling, bagaksler, karburator, manifold og tank.
Så blev det gearkassen tur. Det er en 3 gears med bakgear. Den blev skilt ad. Alle delene renset. Tandhjulene og lejerne checket for slitage. Tandhjulene kan alle genanvendes.
Lejerne blev alle udskiftet. Det ville være ærgerligt at for traktoren samlet og høre lyden af defekt leje i gearkassen. Desuden er prisen på lejer i dag overkommelig. Gearkassen er samlet og klar til montering.
Her ses gearkasse monteret med kobling. Koblingen består jo af faste- og roterende plader samt nogle fjedre. Desværre har vi kun dette billede og en skitse fra manualen af koblingen.
Differentiale adskilt og rengjort. Kontrolmålinger på de 2 aksler viste at renovering af lejepasninger var nødvendig, samt justering af spillerum mellem de kugleformede tandhjul og henholdsvis højre og venstre side af huset.
Lejepasning på akslerne blev renoveret ved påsvejsning af materiale og afdrejning til passende størrelse for lejerne. Aksler er med spliner i begge ender, derfor blev renovering af eksisterende aksler valgt fremfor fremstilling af nye.
Justering af spillerum mellem det kugleformede hus og akslerne, kan kun reduceres ved at afdreje henholdsvis husets højre og venstre side.
Differentiale samles. Akslerne monteres.
Motorblok, gearkasse og bagtøjet spændes sammen til en helhed og placeres i stativet.
Traktoren startes på benzin. Når motoren er varm efter ca. 5 til 10 minutter skiftes over til petroleum. I den store tank, petroleumstanken, var 2 skvulpe plader desværre knækket af.
Tankens ende bunde blev fjernet. Skvulpe pladerne hæftet fast. Ende bundene blev loddet på.
Den ene ende bund er præget med logo. Der findes efter sigende flere forskellige tekster på ende bundene. Denne her er den originale for vores traktor produceret november 1923.
Karburatoren var noget medtaget. Især svømmeren. Den var nærmest tæret væk.
En ny svømmer blev fremstillet af kork. Den oprindelige var også fremstillet af kork.
Der blev fremstillet mindst et par stykker. Det var nemlig ikke ligetil at finde frem til de rigtige flyde egenskaber i svømmerhuset. Desuden skulle korken forsegles. Optog korken petroleum blev den jo tungere.
Manifolden er af fabrikatet Kingston. Indsugnings- og udstødnings manifold er støbt i et stykke.
Samling af traktor, maling, test og prøvekørsel.
Samling af motor, gearkasse og differentiale med bagaksler komplet. For at sikre alle justeringer og pasninger er i orden roteres alle bevægelige dele ved hjælp af en elmotor.
Elmotoren trækker via en fladrem på den remskive, der ellers er til at drive andre redskaber med.
Da projektet er under tidspres, er det vigtigt at der ikke opstår fejl, når vi tro vi er i mål.
Efter den test er traktoren klar til den sidste omgang maling.
Desværre kunne selve kølementet ikke bruges. Det lykkedes endelig at få et element der kunne anvendes. Selve køleren er fremstillet af støbejern. Den blev selvfølgelig også sandblæst, grundet og malet. Den er tung og kræver et par mand til at håndtere den.
Konsol til ratstamme, tændspolekasse og luftfilter monteret. Luftfilteret et er vandluftfilter. Vandet renser luften og hindre støv og andre partikler i at komme ind i motoren. Traktorerne kører jo i et miljø med meget støv.
Den vandrette tank til petroleum og den lille tank til benzin monteret. Motoren startes på benzin og efter ca. 5 minutter, når motoren er varm kobles om til petroleum. Da indsugnings- og udstødningsmanifoldmanifold er støbt i et stykke, udnyttes varmen til at forvarme petroleummen.
Tændspolerne er forbundet til kommutatoren, frit oversat fra USA manual til strømfordeler.
Oprindelig var traktoren ikke forsynet med en regulator, føreren skulle selv med håndreguleringen tilpasse omdrejningerne efter belastningen. I forbindelse med takthjulene er der her monteret en regulator.
Der findes utallige former for hjul til en Fordson F. Vi har valgt den type, som var monteret, da traktoren kom til Samlingen. De mest særprægede er roterende pontoner, der kan anvendes til kørsel i sne.
Et par korte videoer viser testkørsel med traktor og 9 tands stubharve. Jens har klargjort harven. De bevægelige dele var rustet fast, så både varme og den store hammer blev anvendt. Både traktor og harve vakte stor opmærksomhed til Ford 100 års Jubilæum.
Tillykke til Bodil og Henrik med en særdeles veludført restaurering af Fordson F 1923.
I anledning af Ford traktor 100 års jubilæum havde Dansk Veteran Traktor Klub sammen med Motor og Traktorklubben Jylland arrangeret Jubilæumstræf hos Jens Ole Kuk Christensen Grandhøjgaard Vognsild.
Træffet blev afholdt i weekenden den 16. – 17. september.
Vores IH lastvogn bragte de to traktorer til træffet. Jens måtte transportere harven på sin trailer.
7 uger før denne dato besluttede Henrik at vi skulle deltage med 2 traktorer. En Fordson Major årgang 1951 og en Fordson F årgang 1923.
Majoren var allerede i køreklar stand. Den skulle testes med en 9 tands stubharve, som i hast blev hentet hjem fra Sjælland og sat i brugbar stand. De bevægelige dele var delvis rustet sammen.
Med Model F fra 23 så det anderledes ud. I løbet af meget kort tid stod det klart at en total renovering var nødvendig, hvis den skulle vises frem og køre til træffet.
Det lykkedes selvfølgelig trods den korte tidsfrist til et sådant projekt. Vi forsøger i de kommende uger at beskrive arbejdet med billeder og tekst.
Her ses begge traktorer ved træffet. Bag traktorerne ses den nyindkøbte campingvogn. Bodil står i døren.
Begge traktorer måtte en tur i marken med harven og begge traktorer klarede opgaven.
Henning Juhl Christensen
02/02/2019 @ 13:13
Fantastisk flot stykke arbejde 👍🏻🇩🇰