GRENAA 24T

GRENAA 24T Årg. 1951, Motor Nr. 1231, 35HK.

Denne to-takts glødehovedmotor er hjemkøbt af Bjarne Lind fra Helge Knudsens samling i Vester Skærninge. Akkurat som Søby- motoren, der er under renovering, er disse skønne glødehovedmotorer indsamlet af Helge gennem mange år.

Standen på denne Grenaa er tilsyneladende bedre end man skulle tro ved første øjesyn, men en meget lang reservedelsliste vidner om, at motoren er blevet opdateret gennem sin levetid med mange væsentlige nye reservedele; eksempelvis ny cylinder i 1967 – ca. syv år før motoren tages ud af drift.

Krumtappen er forsynet med nålelejer. Cylinder og stempel er således idag i utrolig fin stand, dog var stempelringene brændt fast.
Plejlstangslejet er ret specielt, idet kun øverste halvpart er istøbt hvidmetal – normalt på en Grenaa.

Vi forventer en “lettere” renovering, som du kan følge her på siden.

En lidt speciel “Motorprøvning” ved første test i 1951 vidner om måden man byggede disse motorer på.

Naturligvis havde kunden sine krav, men ingeniør Knutzen og prøvemesteren havde åbenbart også afgørende indflydelse på konstruktionens endelige udformning. Der var altså ikke tale om; at man bare hentede stumperne på lageret og monterede maskinen.

Eksempelvis afslører denne prøvekøring, at en motor der tilsyneladende går fantastisk ved første forsøg, udsættes for en lang række eksperimenter af mere eller mindre vellykket karakter. Faktisk ender det med, at motoren leveres med et mindre stempel af gammel type.

Motoren solgtes til Jens Guldhammer Lild Strand og monteredes i kutteren “Jyden”. Beklageligvis har vi ikke pt. billeder af denne kutter, men eftersom Lild Strand er kendt for en fiskerflåde, der trækkes op på stranden, er der vel tale om en traditionel Nordsøkutter. ( Kan nogen hjælpe med billeder og historie vil vi blive glade ).

Senere endte kutteren i Hanstholm ejet af Frank Dahl. Efter en årrække i Nordsøen endte kutter og motor i Rødvig, hvor endnu en ejer tog vare på maskineriet; nemlig Orla Rasmussen, også kendt som stifter af Rødvig Skibsmotormuseum.

Iflg. fabriksoptegnelserne trækkes motoren ud af drift omkring 1975.

Den “lette” renovering af T24’eren fortsætter planmæssigt – de enkelte mangler udbedres.
Bl.a. var brændstofpumpen ganske ringe, men en tur på lageret fremskaffede de nødvendige reservedele – lidt håndværksmæssig kunnen skulle der dog til.. Vi nærmer os hurtigt første prøvekørsel.
Jens har knoklet med maskineriet, og er nu kommet så langt, at der kan tilknyttes kølevand og brændstof samt starttrykluft.

Vi har flyttet den gamle Grenå ud i det fri, idet vi forventer en del røg ved opstarten…

Efter en kort prøvekørsel udendørs, er vi nu klar til start igen. De forskellige dårligdomme er afhjulpet, og helt vildt vil “Dieseldoktoren” starte Grenaa’en med det diminutive håndsving indfældet i svinghjulet. Klog af skade ville ingen tage væddemål på; om det kunne lade sig gøre….
Naturligvis startede glødehovedmotoren med en enorm røgudvikling, som dog hurtigt afløstes af en herlig blød gang med et minimum af røg.Den gamle maskinmester skulle bare have hørt denne prøvekørsel.. SKØNT!!!
I “røg og damp”. Hmmmmmmmm. den lyder sgu da fint… Jov Jens, du har endnu engang udført et fint arbejde!

3 Comments

  1. Webmaster
    13/03/2013 @ 07:11

    Hej.
    Du kan finde vore videoklip her.
    Our videos can be found here. https://www.youtube.com/channel/UCbjzvEmNQzs64HbAfkH3pgQ

    Mvh
    Webmaster

  2. poul young
    12/03/2013 @ 18:25

    hej .can jeg fa en video af grena motoren,24T ,35 hk ?? jeg har ogsa sa en motor her hjem og jeg har altrid haft maskineri i gang.bare send de til mine mail adresse.de vaerre venlig.

  3. jan koch
    21/09/2012 @ 22:24

    er det muligt at skaffe 4 gamle svinghjul på mellem 2,5 og 3 tons stykket ??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

For security, use of Google's reCAPTCHA service is required which is subject to the Google Privacy Policy and Terms of Use.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.