J. C. H. Ellehammer

14/6 1871 – 20/5 1946.

Ellehammer grundlagde sit laboratorium i 1898, og det blev en egentlig virksomhed i 1904.

Jacob Ellehammer blev født i Vordingborg, var udlært urmager og var i lære som mekaniker. Han gjorde sig mest bemærket ved sine flyveforsøg. Ifølge historien lykkedes det ham allerede i 1906, tidligere end nogen anden her i Europa, at udføre flyvning med motordrevet aeroplan. ( I dag tager man den påstand med et gran salt ).

Han beskæftigede sig derefter i flere år med konstruktion af flyvemaskiner, bl.a. helikoptere og motorer, har også konstrueret en i sin tid meget anvendt motorcykle samt en forbedret karburator og en flyvemaskinemotor. Han opnåede at have patent på flere hundrede opfindelser.

Efter Ellehammers død overtog sønnen Hans Ellehammer firmaet med familienavnet “Ellehammer”, og det eksisterer stadig. Hans Ellehammer var indtil sin død for få år siden direktør for firmaet som i dag har specialiseret sig i brandsikring af skibe.